WORKSHOPs FORÅRET 2026

I april og maj har NaturMål‑projektet afholdt praksisnære workshops om dynamisk naturforvaltning, fem steder i Danmark og i tæt samarbejde med lokale naturforvaltere. Stederne var geografisk spredt og udvalgt for at repræsentere naturprojekter med forskellige naturmæssige udgangspunkter, på både offentlige og fondsejede arealer.

Vi begyndte i Thy den 27. april, hvor Naturstyrelsen Thy og Nationalpark Thy var værter for mere end 20 deltagere. Her blev vi mødt af store arealer og store kræfter i spil. Diskussionerne kredsede blandt andet om, hvordan man kan slippe ild løs i landskabet, hvordan klitdynamik ville se ud uden menneskelig påvirkning, og om store planteædere kan være tilstrækkelige til at genetablere naturlige processer, hvis man samtidig hjælper vandet på vej og fjerner fremmede nåletræsplantager.

Dagen efter var Aarhus Kommune vært for en workshop med over 30 deltagere. Selvom dagen begyndte med en diskussion om, hvad der mangler i en veletableret skov med i forvejen høj lokal biodiversitet – og hvordan man bløder den skarpe overgang mellem skov og åbent land op – kom størstedelen af dagen til at handle om skovrejsningsprojekter samt genindførsel af vand i naturprojektet ved Vilhelmsborg Syd. Flere gange kom tidsaspektet i spil i diskussionerne, herunder kortsigtede vs langsigtede mål.

På Midtsjælland bød Naturstyrelsen Midtsjælland og Lejre Kommune velkommen til mere end 40 deltagere, da turen gik til Bidstrup Skovene og Lerbjerg Skov den 30. april. Her mødte vi skove med et spændende udgangspunkt og især i Bidstrupskovene etablerede naturværdier, men også tydelige udfordringer knyttet til blandt andet effekter af skovdrift og fraværet af nøglearter blandt de store planteædere. Diskussionerne handlede især om, hvordan et optimalt græsningsregime ser ud, både hvad angår græsningstryk og sammensætning af planteædere, hvilke naturlige skovkarakteristika der mangler, og hvordan man opstiller mål for genopretning af hydrologi.

Svanninge Bjerge blev det første privatejede område, vi besøgte, da Bikubenfonden var vært for mere end 40 deltagere den 12. maj. Det varierede landskab med kuperet topografi, skov, åbent land og vådområder gav anledning til mange forskellige diskussioner. Særligt fyldte spørgsmålet om, hvornår man bør gribe aktivt ind for at understøtte naturlige processer, og hvornår man bør træde et skridt tilbage. Også spørgsmålet om skala i landskabet og om hvilke parametre der bedst indikerer om området udvikler sig i retning af målsætningerne, fyldte meget.

Til sidst mødtes vi med 50 deltagere hos Aage V. Jensen Naturfond i Søholt Storskov den 13. maj til en dag med fokus på udviklingen mod vild natur på tidligere dyrkede marker og produktionsskov. Vandet fyldte både i landskabet og i diskussionerne, sammen med et skarpt blik på vegetations-succession. Vi fik indblik i igangværende forskningsprojekter om kulstof- og kvælstofeffekter af hydrologisk genopretning samt om forskellige virkemidler (jordpodning, afskrabning og udsåning) til at fremme mere naturlige plantesamfund på tidligere dyrkede arealer. Dagen sluttede med en diskussion om de store planteædere i landskabet – og om det er vegetationen, dyrenes huld eller deres adfærd, der bør være naturforvalterens vigtigste parameter i vurderingen af bestandene.

Fælles for alle steder var, at de lokale naturforvaltere inviterede os ind i maskinrummet og delte deres overvejelser, fremgangsmåder og usikkerheder. Det gav deltagerne mulighed for at bidrage med gode råd, kloge refleksioner og også kritiske spørgsmål. Det var ikke til at komme udenom at ikke-økologifaglige aspekter også fyldte mange af diskutionerne, da naturforvalterens virkelighed er præget af mange hensyn. Vi er dybt taknemmelige for de diskussioner, der fandt sted på alle fem workshops, og de har uden tvivl gjort os klogere. Stor tak til alle deltagere, og ikke mindst til de fremragende værter.

Mange forvaltere arbejder i høj grad intuitivt og nysgerrigt med virkemidler, men ofte uden en tydelig kobling til langsigtede mål, systematisk monitorering eller forskningsbaseret evidens. Det betyder ikke, at arbejdet er ufagligt – tværtimod er der stor praktisk viden i feltet.

Samtidig overlades mange detailbeslutninger til eksterne konsulenter og entreprenører, hvilket kan skabe afstand mellem strategiske mål og konkret udførelse. Flere forvaltere beskriver, at det ofte er lettere at vælge tiltag, der fremstår oplagte, som fx veteranisering eller tilførsel af sten og dødt ved, end at tage stilling til, hvordan tiltagene skal udføres i praksis, hvor i landskabet de skal prioriteres, og på hvilken rumlig og tidsmæssig skala de skal foregå.

En gennemgående oplevelse var, at en overordnet vision for et område sjældent er nedbrudt i konkrete målsætninger, som fungerer som et aktivt styringsredskab. Mange har dog formuleret målsætninger i kort- og langsigtede planer, men uden at de bliver brugt til at skabe et fælles målbillede, der guider beslutninger og prioriteringer. Der mangler også en fælles forståelse af, hvad en screening eller baseline monitorering skal kunne.

Genopretning af hydrologi og græsning går igen i næsten alle projekter – med god grund, da begge er grundlæggende processer i dansk natur. Græsning rummer mange afvejninger mellem forskellige mål, fx fremme af lysåbne naturtypers naturindhold, bekæmpelse af uønskede træarter og hensyn til arter, der kræver tæt buskvegetation. Der er også mange refleksioner om de store planteæderes funktioner, flokstrukturer og adfærd, og om hvilke parametre der bedst indikerer, om græsningen fungerer som økologisk proces. Særligt svin blev nævnt på samtlige workshops som en funktionel gruppe, der er stærkt underrepræsenteret i dansk natur. Endelig indgår overvejelser om dyrevelfærd og ikke mindst hvordan den vil blive tolket af eksterne spillere, sammen med hensyn til publikums tryghed i næsten alle projekter som et vigtigt hensyn.

Hydrologiske tiltag kan også have høj kompleksitet. Genetablering af hydrologi har ikke de dyrevelfærdsmæssige og etiske dimensioner, der følger med græssere, men til gengæld kan vand ikke hegnes inde eller bestandsreguleres. Videre møder hydrologien ofte barrierer i form af naboer, kulturminder, infrastruktur og lovgivning. Til trods for kompleksiteten handlede samtalerne om hydrologi tit om hvor vandet er eller ikke er, mens jordbundsforhold, tidsdimensioner, næringsstofgradienter og afvejninger mod andre økologiske værdier kun i mindre grad blev italesat. 

Andre processer var genstand for varierende grad af opmærksomhed, og særlig er jordbundsprocesser og forudsætninger styret af jordbundsforhold og -biota ofte i stor grad overset. Tilsvarende havde kun få forvaltere eksplicitte forventninger eller målsætninger til den overordnede vegetationsudvikling, herunder den relative fordeling af skov, åbent land og mellemformer, fx krat, lysåben skov mv. i fremtidens landskab.

En af de vigtigste refleksioner handler om tid. Naturudvikling og succession foregår over årtier og århundreder. Alligevel diskuterer vi ofte resultater af tiltag, der kun er få år gamle. Flere steder blev der spurgt, om det giver mening at justere tiltag og målsætninger efter så kort tid, om der bør opstilles delmål på 5, 10, 50, 100 og 200 år, og hvor relevante 10‑års‑mål egentlig er for 100‑års‑resultater. Men også omvendt, dvs om et fokus på meget langsigtede slutmål kan medføre at naturmæssige gevinster på kort og mellemlang sigt overses?

Tidsdimensionen er kompleks, fordi vi på samme tid står med værktøjerne til at lægge grundlaget for en naturudvikling baseret på vilde processer, og udfordringen med at give slip på kontrollen og arbejde for værdier, der måske først indtræder efter vores egen tid.

Der var bred enighed om, at et overordnet mål om at sætte processerne fri og lade naturen selv tage styringen med minimal menneskelig indblanding er relevant. Men hvornår er processerne faktisk frie?

Selv hvis man ser bort fra fysiske og sociale barrierer som infrastruktur, kulturminder, naboer og lovgivning, er Danmark et land med en lang driftshistorik, som mange steder giver et unaturligt udgangspunkt eller fungerer som barriere for processerne. Det rejser spørgsmålet om, hvornår  der er brug for aktive tiltag, og hvornår man simpelthen bør holde fingrene væk. Videre er der et spørgsmål om målsætningerne bør se bagud i tid og have fokus på at nærme sig en naturlig reference, eller fremadskuende, hvor man tager udgangspunkt i den nuværende tilstand og lader processerne forme udviklingen videre.

De fem workshops har givet vigtige input til vores arbejde i NaturMål-projektet. Her arbejder vi nu på at udvikle et rammeværk for arbejdet med målsætninger i naturforvaltningen med fokus på naturlige processer. Vores udgangspunkt er at naturen som sådan ikke har brug for målsætninger, men at målsætninger er vigtige når vi som forvaltere tager valg for naturens udvikling. Derfor ser vi målsætninger som et beslutningsværktøj, der skal bruges aktivt til at understøtte prioritering af aktive virkemidler og som samtidigt kan bruges udadtil som et kommunikationsværktøj for at gøre den forventede naturudvikling eksplicit. Målsætninger bør desuden ses som lærende, således at forvalteren bruger dem til at teste hypoteser om naturens udvikling og om den forventede kobling mellem virkemidler, naturlige processer og biodiversitet. Definering af gode målsætninger kræver, at man identificerer et områdes udgangspunkt, eksisterende naturværdier, trusler mod disse naturværdier, barrierer for naturlige processer samt områdets naturpotentiale. Det målbillede, der på baggrund heraf kan tegnes for området, kan gøre det lettere at navigere i den eksisterende værktøjskasse og skabe større klarhed over, om der er behov for aktiv forvaltning, og i givet fald hvor, hvordan og i hvilket omfang. Tilsvarende kan velbegrundede målsætninger danne afsæt for et monitoreringsdesign, der understøtter de konkrete forvaltnings- og vidensbehov. Alt dette ser vi meget frem til at udfolde i fem vidensblade som udarbejdes over de kommende par år.