Vi er begejstrede for at løfte sløret for vores spændende nye projekt, NaturMål, her på vores hjemmeside! Gennem de næste 4 år kommer vi til at undersøge, hvordan man kan sætte mål for dynamisk natur og udvikle praktiske anbefalinger for målstyring og effektmåling i danske naturprojekter. Traditionel målstyring har været præget af en statisk naturopfattelse, hvor vi har fastholdt naturen i bestemte tilstande, hvilket ofte er i modstrid med nyere mål om at sikre dynamiske økosystemer med naturlige processer. Med NaturMål er det vores ambition at skabe et tidssvarende, tværinstitutionelt fundament for målsætning og evidensbaseret naturforvaltning i Danmark med fokus på dynamiske økosystemer og naturlige processer.